Arena Næstved – Årets Melodi Grand Prix venue 2023

Arena Næstved har i februar været vært for både Dansk Melodi Grand Prix og MGP. Færøske Reiley med ”Breaking my heart” skal som bekendt repræsentere Danmark i Eurovision i England senere på året. Ved børnenes MGP var det Sophia med ”Det’ bare tanker” som løb med sejren. 8.678 publikummer har været gennem dørene i Arena Næstved på bare to uger og næsten to mio seere har kigget med hjemme fra stuerne.

Hos Jørn Johansen A/S er vi stolte af at have Arena Næstved som samarbejdspartner, og vi hylder den professionalisme de har udvist i koordineringen af to så store arrangementer. Til spørgsmålet om hvorfor Jørn Johansen A/S engagerer sig i netop Arena Næstved forklarer Jørn Johansen selv: ”Vi vil gerne støtte op om lokal kultur og foreningsliv. Vi mener det bidrager til en positiv udvikling af Næstved. Siden vi indledte samarbejdet i 2018, har direktør i Næstved Arena Jakob Brixvold og jeg haft en konstruktiv dialog”.

Direktør i Arena Næstved, Jakob Brixvold, værdsætter det nære samarbejde med erhvervspartnerne.

”Vi har en fælles vision for Næstved, og virksomheden Jørn Johansen A/S er en dedikeret samarbejdspartner for Arena Næstved. Vi har begge vores rødder solidt plantet i lokalsamfundet, og jeg oplever, at vi har samme vilje til at løfte Næstved og tænke stort og kreativt, det værdsætter jeg i høj grad” siger direktøren.

Håndværkerne hos Jørn Johansen A/S, har igennem tiden arbejdet på unikke bygningsløsninger i Arena Næstved. Her kan nævnes et redesign og ombygning af loungeområdet, som man kan se på billederne herunder. Loungeområdet er virkelig kommet til sin ret, og fået lov til at stråle under både Dansk Melodi Grand Prix og MGP, men også til mange andre koncerter hvor publikum nyder en middag før show i salen.

I Arena Næstved oplever man en stigende interesse fra gæsterne for at spise sammen før et show.

-Det er helt klart et område i vækst, fortæller direktør Jakob Brixvold, og redesignet har været helt afgørende for at vi har kunnet booste salg af showmenu, og publikum har taget godt i mod muligheden. Blandt andet fordi loungerne ser flotte ud og er en rigtig god ramme for at forlænge oplevelsen i Arena Næstved, siger han.

For Jørn Johansen har målet med denne opgave været at skabe nogle indbydende rum, for at give folk en god oplevelse i smukke rammer. Vi har, med sans for detaljen, diskret håndmalet vores logo og signatur på to af søjlerne i loungeområdet. Superviseret af Jørn Johansen selv, har vores dygtige malersvend Pernille brugt 22kt bladguld til det karakteristiske J i logoet.

Tilblivelsen af loungeområdet er sket i samarbejde mellem Jørn Johansen A/S, Jakob Brixvold og flere medarbejdere i Arena Næstved.

”Vi har sammen drøftet stil, farver, komposition og sammenhæng. Med hinandens tanker og inputs er vi kommet frem til et yderst vellykket resultat, som indbudte gæster forhåbentlig kan få glæde af i mange år fremover. Vi ønsker at give Arena Næstved et stort cadeau for deres professionelle indsats for Næstved igennem årene, og ser frem til endnu flere spændende projekter sammen fremadrettet” udtaler Jørn Johansen afslutningsvis.